Tak for kampen

Tillykke med valget til Socialdemokratiet. Det er over forventningen og meget fortjent.
Socialdemokratiet har formået at samle en bred vifte af partier og fastholdt et samarbejde,
som har givet fine resultater for Sønderborg Kommune. Både i byen og på landet.
Sønderborg kommune har vist en udvikling i denne periode, som ses langt ud over
kommunegrænsen. Synlighed er forudsætningen for fastholdelse og tilflytning af både
arbejdskraft og virksomheder. På børneområdet kan vi fremhæve den store ”Helhedsplan”
og eks. fordobling af mennesker på revalidering.
Det har været godt for Sønderborg at Enhedslisten har været med i byrådets arbejde i
denne periode. Vi har tilført markante politiske initiativer som landsbybusser,
fødevarestrategi, styrket landsbylaugene og landdistriktssekretariatet. Vi har lagt stemmer
til mange gode beslutninger og har ikke indgået i kompromisser, som ligger langt fra
partiet.
Valgresultatet viser, at det ikke er blevet set tydeligt nok. Den megen fokus på valget af
borgmester har skygget for mere indsigt i politik i valgkampen. Vi har i valgperioden ikke
været aktive nok til markere vores resultater.
Vores frygt for at en landdistriktspolitik, der ses ud i landet ikke tæller stemmer lokalt, har
vist sig at være begrundet, når det er Enhedslisten, der lægger navn til. Der skal et langt
sejt træk til før folk på landet stemmer på Enhedslisten. Her er en periode ikke nok.
Alternativet, SF, Alsisk Parti og Enhedslisten var i valgforbund med Socialdemokraterne,
som har fået fordelen af valgforbundet og dermed deres sidste mandat. Strategien i
valgforbundet var at sikre flertallet på vores side frem for egen vinding. Vi kunne forudse
mange situationer, hvor et enkelt mandat kunne afgøre hvilken side, der kunne danne
flertal.
Enhedslisten på landsplan har set, at vi har gjort noget særligt i Sønderborg, men ikke i
tilstrækkelig grad været synlig på den udfoldelse af Enhedslistens demokrativisioner som
vi har gjort i Sønderborg.
I den sidste del af perioden har vi haft en lille stabil gruppe af aktive, meget trofaste og
meget samarbejdsvillige medlemmer. De har arbejdet og støttet meget fint op om arbejdet
med afdelingen og byrådsarbejdet. Der har altid været tilslutning til linjen i afdelingen.
Rigtig mange tak for det. Der er dog en nedre grænse for, hvor lille en afdeling kan være,
for eksempelvis at lave en valgkamp og være støtte til et byrådsmedlem. Ansættelse af
regionale sekretærer i partiet, har ikke haft væsentlig betydning for os.
Vi håber, at vore resultater i denne byrådsperiode, kan videreføres og vil gerne bidrage til,
at det kan ske. Vi håber, vi kan støtte op i de sammenhænge, vi kan indgå i uden at være
byrådsmedlem. Der er flere muligheder. De kommende dage vil vise, hvor vi kan være
med.
Venlig hilsen
Anders K Brandt
Enhedslisten Sønderborg