Derfor skal Als Fyn Broen ikke bygges

 

Asger Romme Andersen, byrådsmedlem for enhedslisten, skriver 20-12-2024

Enhedslisten går ikke ind for en fast forbindelse mellem Fyn og Als

Enhedslisten Sønderborg vil gerne tilbyde alle interesserede en hurtig gennemgang af de vigtigste punkter i den forundersøgelse af Als Fyn Broen som Sund og Bælt i dag har udgivet. Forundersøgelsen peger på alle argumenterne for ikke at bygge en Als Fyn Bro:

Broen vil have en negativ samfundsøkonomi. Byggeri og drift af broen vil betyde en årlig pris for samfundet på mellem 391 mio. kr. og 1847 mio. kr., når alle positive og negative effekter er gjort op.

Broen udskyder kun trængselsproblemerne ved Lillebælt i to år. Efter to år ved trængselsproblemerne ved Lillebæltsbroen være de samme, som hvis der ikke var nogen bro.

Broen øger støj- og luftforurening i nærområderne til de veje der fører op til broen. På Als-siden vil grænseværdierne for støj bliver overskredet i det meste af Fynshav og Augustenborg og i Sønderborg by indtil Ringgaden. Mindre byer som Asserballe, Almsted og Hundslev vil også blive ramt.

Broen vil ikke være attraktiv for pendlere, da befolkningstætheden omkring broen er for lav. Man forventer at op til 66% af trafikken på broen vil bestå af lastbiler. Kun 4-7% af trafikken vil være pendling på tværs af broen.

Prisen på broen bliver opgjort til minimum 22,2 mia. kr. for den billigste af de skitserede løsninger. Det er rigtig mange penge for en bro der ikke rigtig løser noget problem, men skaber mange nye. I prisen på 22,2 mia. kr. er der ikke indregnet omkostninger til støjreducerende tiltag, vandrensning på spildevand fra vejene, faunapassager og erstatningsnatur.

Så enten skal man skrotte hensyn til mennesker og dyr og natur i broens nærmiljø. Ellers bliver broen dyrere – og her taler vi om et betragteligt milliardbeløb. I Enhedslisten Sønderborg har vi svært ved at se, at nogen vil blive styrket i troen på at denne her bro skulle være en god ide. Vi anbefaler stadig at man lader værd.

Hvis man ikke ved, hvad man så skal bruge de 22,2 mia. kr. til, så vil vi anbefale, at man investerer dem i bedre og mere stabile togafgange i Sønderjylland og på tværs af landet.