Byrådspolitiker Asger Romme Andersen skriver:
Tænketanken Kraka udgav i juleferien en bæredygtighedsrapport, der hævder, at det ”er muligt” at anlægge
en fast forbindelse mellem Als og Fyn uden at påvirke klimaet og naturen negativt.
Et nysgerrigt blik på rapportens forudsætninger for en bæredygtig bro viser dog, at det der beskrives som en
mulighed i høj grad bygger på flyvske fantasier og stor håbefuldhed.
Dels peger Kraka ekstremt håbefuldt på god økologisk tilstand for Lillebælts havmiljø inden 2027 som en
forudsætning for broen. Dels hævder Kraka, at Als Fyn Broen endog kan påvirke klimaet positivt. Det lyder
ret vildt? Jo flere og jo længere broer vi bygger, jo hurtigere redder vi klimaet? Kan det virkelig passe?
Njaa… Kraka forudsætter at klimavenlig beton og energi er til stede i en sådan overflod, at den ikke kommer
til at mangle i andre byggerier (som så vil være tvunget til at bygge klima-uvenligt pga. Als Fyn Broen).
Et godt spørgsmål er nok, hvornår energiselskabernes businesscase er god nok til at skabe en reel overflod af
klimavenlig energi og beton? Eller bare 100 vedvarende energidækning%? Indtil da må vi regne med, at Als
Fyn Broens opkøb af klimavenlig beton og energi kommer til at mangle andre steder.
Derudover skal Als Fyn Broen efter endt levetid genbruges som CO2-opsamlende stenmel, der som løsning
virker grebet ud af luften. Hvilken virksomhed kan forpligte sig på at genbruge og pulverisere broen om 120
år – med teknologier som ingen helt ved om kan løse opgaven?
I Enhedslisten Sønderborg vil vi anbefale at starte med spørge, hvordan vi bygger infrastruktur på den mest
energieffektive og mest bæredygtige måde, i stedet for at støbe fantasien fast i ét projekt og efterfølgende
forsøge at hænge grønne guirlander på den grå beton.
