Byrådsmedlem Asger Romme Andersen spørger:
Kan Børn & Uddannelsesudvalget forene høje ambitioner for tyskundervisningen med høje ambitioner for skolernes ret til selvbestemmelse, når de torsdag skal tage stilling om, vi fortsat skal have tidlig tysk i Sønderborg Kommunes Folkeskoler?
Tidlig tysk er en rigtig god ide. Vi bor i grænselandet, hvor en af vores stærkeste sider er nærheden til vores tyske naboer. Historien, samhandlen, naboskabet skal vi blive ved med at dyrke.
Beslutningen om at fortsætte med Tidlig Tysk bringer desværre udvalget på kollisionskurs med noget andet, der også er vigtigt: Skolernes ret til selvbestemmelse.
Som Børn & Uddannelsesudvalgets beslutning er opstillet, så vil en beslutning om at fortsætte med Tidlig Tysk enten blive på bekostning af længere skoledage til eleverne, eller på bekostning af andre fag eller understøttende timer på skolerne.
Skolernes mulighed for selv at træffe beslutning om skoledagens opbygning bliver altså indskrænket, hvis Børn & Uddannelsesudvalget beslutter at fortsætte Tidlig Tysk – enten på den ene eller på den anden måde.
Hvis nu det er et rigtig klogt udvalg, så beslutter Børn & Uddannelsesudvalget i stedet at stille de nødvendige økonomiske midler til rådighed til at skolerne kan fortsætte med Tidlig Tysk, men overlader til skolerne selv at vurdere, om de vil benytte sig af dem.
HVIS de enkelte skoler vil benytte sig af midlerne til Tidlig Tysk, kan de så også hver især bestemme om det skal ske ved at forlænge skoledagen eller ved at inddrage timer fra andre fag.
Det ville være et klogt Børn & Uddannelsesudvalg, som holdt fast i de høje ambitioner for vores tyskundervisning og de høje ambitioner for skolernes ret til selvbestemmelse. Det vil vi fra Enhedslisten Sønderborgs side gerne opfordre til.